Alle vegne kan man finde gode og dårlige råd om et sundere liv. Meget handler om hvad vi spiser og drikker, og hvor meget vi motionerer. Men sundhed er meget mere end det, og hvis ikke dine tanker og din mentale sundhed trives, er det svært at gøre noget godt for din fysiske sundhed.
Når man prøver for hårdt
Der er mange idealer at leve op til og et stort pres at skuldre for både unge og ældre. Man skal gerne tage den rigtige uddannelse, få et godt job, gå i det rigtige tøj og køre i den rigtige bil. De ydre omstændigheder er noget som hurtigt kan sætte dig i en negativ eller positiv kasse i samfundet.
Samtidig skal man være kultiveret og have mange interesserer og hobbyer. Man skal gerne være god til enten sport, musik, dans eller kunst. Der er venner og familie som ikke må forsømmes. Sund, hjemmelavet mad skal stå på bordet hver aften, og nemme løsninger er for de svage. Et frivilligt arbejde skal der også være plads til hvis ikke man vil se ud som om man er ligeglad med omverdenen. Ganske enkelt, det er umuligt at være lige god til det hele, og det er et pres som kan gøre selv en afbalanceret person udbrændt.
Tag en pause
Hvis du også har tabt pusten af ovenstående opremsning, er det helt forståeligt. Selvfølgelig skal du ikke kunne alt dette. Men det er hurtigt det indtryk man kan få af sociale medier, reklamer, og diverse tv-udsendelser. Man kan lade sig rive med fordi det ser så nemt ud for andre. Derfor er det også afgørende for din egen sundhed at du kan stoppe op, tage en pause, og tænke over hvilke ting der er vigtigst for dig.
Når du er kommet frem til det, kan du sætte dig nogle realistiske mål. Vil du gerne spise sundere, så beslut dig for en fast dag om ugen hvor der for eksempel står kødfrie retter på menuen. Tag en ting ad gangen og gør det til en vane. Når den ene vane er på plads, kan du tilføje en ny og på den måde gøre det mere overskueligt at nå de ting du gerne vil. Er det mere tid med familien du gerne vil have, kan du få nogle gode råd på Foodoflife.dk om at gå ned i arbejdstid.
Vær selektiv
Efter en vurdering af hvad der er vigtigt for dig, og hvilke mål du kan sætte dig, må du sørge for at dine omgivelser stemmer overens med dette. Snakker vi de sociale medier, er der ingen grund til at følge personer som skildrer en hverdag der er alt for langt fra din virkelighed. At sammenligne sig selv med nogle som har helt andre omstændigheder, virker nedslående frem for motiverende. Find de personer og sider som du føler du kan relatere til. Vælg dem som viser de ærlige kampe, og som kan motivere dig til at blive bedre.
Et andet sted du måske er nødt til at foretage justeringer, er din underholdning. Det du ser på når du vil koble fra og slappe af, har større betydning for din mentale sundhed end du selv er bevidst om. På samme måde som sociale medier, kan underholdning fylde dig med forvrængede idéer om hvordan dit liv burde være. Fravælg den underholdning der får dig i dårligt humør, og vælg i stedet noget som gør dig glad. Det kan være noget der får dig til at tænke over dybere ting i livet, noget der får dig til at skraldgrine sammen med din familie, eller noget der bare gør dig veltilpas.
At træde et skridt tilbage og være bevidst om hvad der er vigtigt for dig, vil helt sikkert hjælpe dig til at bevare din mentale sundhed.